|
Gener Indeklimasyge er en betegnelse for gener ved ophold i en bygning. Træk, kulde, høje temperaturer, statisk elektricitet og støj er faktorer der ofte nævnes i forbindelse med gener i hjemmet eller på arbejdspladsen.
Symptomer Indeklimaet kan også give anledning til symptomer som følge af påvirkninger fra en eller flere faktorer. Symptomerne består af slimhindeirritationer i øjne, næse og svælg, hudirritationer samt almensymptomer som tunghedsfornemmelse i hovedet, hovedpine, træthed og utilpashed. Når en større gruppe personer udviser enslydende symptomer ved ophold i samme bygning, betegnes fænomenet også for indeklimasyge. Det karakteristiske for indeklimasyge er, at symptomerne ophører eller bliver mindre udtalt kort tid efter personen har forladt bygningen. For nogle personer kan der dog gå op til en uge før symptomerne helt aftager.
Sygdomme Udover gener og symptomer kan en række sygdomme relateres til indeluftens forureninger. Der er her tale om allergiske luftvejslidelser, luftvejsinfektioner og øget risiko for kræft. Allergisk snue og astma er andre luftvejslidelser, der kan opstå eller forværres af luftens forureninger fra f.eks. stueplanter, skimmelsvampesporer fra fugtskadet bygning og husstøvmider.
Befugtersyge, som også betegnes som legionærsyge, er en alvorlig lungesygdom forårsaget af en bakterie (Legionella) som spredes fra det varme vand i brusebade eller via ventilationsanlæg med befugtning.
Støv fra asbest udvikler den dødelige lungehindekræft, lungekræft og asbestose. Det er typisk personer som har været udsat for skadet og dermed løse asbestfibre i forbindelse med deres arbejde.
Andre erfaringer Indeklimaet kan medvirke til en øget hyppighed af almindelige luftvejslidelser, som forkølelse, ondt i halsen og mellemørebetændelse samt allergiske luftvejslidelser og luftvejsinfektioner.
Radon i indeluften kan også give anledning til langtidseffekter, som f.eks. øget risiko for lungekræft. Risikoen er afhængig af bygningens konstruktion, jordbundsforhold og ventilationsforhold, specielt omkring fundament og kælder.
Tobaksrøg giver anledning til øget risiko for udvikling af luftvejslidelser hvor børn får øget risiko for udvikling af astma og bronkitis, allergikere bliver mere besværet og endelig er der en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme.
Kilde: SBI-anvisning 196: Indeklimahåndbogen. 2. udgave 2000.
|